En frostklar morgen. Foto: Tom Poulsen

Månedsprognose fra DMI: Markant koldere vejr på med risiko for slud og tøsne

Efter en længere periode med varmt oktobervejr, så bliver det efterhånden koldere i løbet af efterårferien, og i slutningen af måneden kan der komme vinterlige byger.

DMI skriver følgende:

“Resten af uge 42: Giver en højtryksryg overvejende stabilt og tørt vejr med perioder af sol. Den meget varme luft med op til 20 grader vil dog forskydes østpå, da en koldfront passerer landet natten til torsdag. Så fra torsdag bliver det mærkbart koldere med dagtemperaturer mellem 10 og 14 grader. Efterårsferien ser dog ud til at slutte med mulighed for både sol og skyer men mest tørt vejr og en anelse mildere igen. Der er desuden risiko for lokalt nattefrost.

Samlet set bliver ugen meget tørrere, solrigere og en del varmere end normalt, til trods den lidt køligere overgang midt på ugen.

Uge 43: Vil flere ret kraftige lavtryk passere det centrale Skandinavien fra vest, og tilhørende fronter med regn og blæst vil passere Danmark fra nordvest. Den første front med regn og blæst ventes at passere landet allerede på mandag, efterfulgt af byger og kuling fra nordvest. Lidt senere på ugen i forbindelse med den næste front, ser det ud til at blive mere blæsende. Vinden kan stedvis nå stormende kuling – lokalt måske med vindstød af stormstyrke.

Mellem de hurtigt passerende regnvejr og byger vil det dog klare op med en del sol, især i den nordøstlige del af landet, som ligger i læ af de norske fjelde, når strømningen er nordvestlig.

Til trods for det stadig lune havvand bliver ugen i gennemsnit en noget koldere end normalt, med dagtemperaturer mest mellem 7 og 10 grader og nattemperaturer ned mellem frysepunktet og 5 grader.

Samlet set ventes nedbørsmængderne at blive omkring det normale i den sydlige halvdel af landet, mens Nordjylland ser ud at få lidt mindre regn end normalt for oktober.

Uge 44: Den ustadige og ret kølige vejrtype ser ud til at fortsætte uge 44 med, idet lavtryk sandsynligvis vil bevæge sig ned over Skandinavien fra nordvest. På denne tid af året vil det medføre en kølig strømning fra nordvest med passerende regnvejr og byger, og går vinden en overgang i nord, vil temperaturen dale yderligere. Sker dette kan der komme et hvidt islæt i bygerne i form af slud eller tøsne. Vi skal dog huske at havvandet og vores omgivelser generelt er relativt lune, og derfor er det ikke sandsynligt, at sneen bliver liggende i landskabet.

Samlet set ser uge 44 ud til at blive end del koldere end normalt med dagtemperaturer mellem 3 og 8 grader og om natten ned omkring eller lidt under 5 grader og mulighed for stedvis frost. Nedbørsmængderne ser ud til at ende omkring det normale for årstiden.

Uge 45: Er der tendens til at et højtryk bygger op over Nordskandinavien eller Nordøsteuropa. Sker det kan vi igen få en periode med mere stabilt vejr og en overvejende østlig strømning af relativt tør og kold luft.

Dagtemperaturerne i uge 45 ser ud til mest at ligge mellem 3 og 10 grader og om natten mest mellem ca. 2 og 5 grader med mulighed for mere udbredt nattefrost.”

 

Kilde: DMI