Sådan er chancerne for regn i denne uge

TV2 Vejret skriver følgende:

For mange var det nok forfriskende med en smule regn søndag, men det forslog ikke meget i det knastørre danske sommerlandskab.

I denne uge er der dog mulighed for mere regn, især tirsdag og torsdag, men trods den udsigt vil tørken i det store hele fortsætte.

Regnen vil dog sikkert være velkommen mange steder, så lad os tage et kig på, hvor og hvordan regnen kan falde.

Først ustabil sommerluft, siden en front fra vest

Man skelner altid mellem byger og udbredt regn, og i denne uge vil vi også stifte bekendtskab med begge former.

Tirsdag er der nemlig byger på programmet, når mandagens vind har lagt sig, og det noget tunge skydække er gået i opløsning, mens en front giver gråvejr og regn torsdag.

Udbredt regn vestfra torsdag

Torsdagen begynder tør med chance for lidt sol i den østlige del af landet, men skyerne tykner hurtigt til vestfra, og fra midt på dagen og frem til natten til fredag er der udsigt til udbredt regn fra en front, som trækker hen over landet fra vest mod øst.

En front trækker hen over Danmark fra vest mod øst på torsdag. Den giver først skyet vejr og siden udbredt regn vestfra – i henhold til de seneste prognoser. Foto: TV 2 VEJRET