Arkivfoto

Meget varm tirsdag: Op over 30 grader og risiko for tordenbyger

I dag nåede termometeret stegende 30 grader i den østlige del af landet, og tirsdag kan vi igen nå 30 grader eller endda højere, og det hele kan blive krydret med tordenbyger.

Tirsdagen begynder som de foregående dage med solskin de fleste steder, der mod nord og øst kan være sløret. Temperaturen vil hurtigt stige til 25 grader – allerede i de sene morgen- og første formiddagstimer.

Op over 30 grader 

So solen har fået magt i dagens løb stiger temperaturen efterhånden til et sted mellem 25 og 30 grader de fleste steder, dog fortsat lidt køligere ved kyster med pålandsvind.

Forventet temperaturen tirsdag d. 17. juli 2018 – lokalt kan man i indre Jylland nå 32 grader.

Varmest bliver det i det indre Jylland, hvor flere prognoser indikerer, at temperaturen endda kan nå 31 til 32 grader lokalt. Sker det, har vi udsigt til årets varmeste dag.

Regn- og tordenbyger i dagens løb

Luften over os tirsdag er ret ustabil, og med rette betingelser opfyldt, kan der i løbet af tirsdagen blomstre regn og tordenbyger op flere steder.

Hvor bygerne præcist rammer, er endnu ret usikkert, men størst er chancen/risikoen om man vil – er i den nordlige og østlige del af Jylland og på dele af Fyn og Sjælland.

Tirsdag aften og natten til onsdag skal et mere udbredt område med regn og byger bevæge sig op over de østlige egne, her kan regnen være ledsaget af torden.

Lokalt med skybrud

Bygerne kan vokse sig så store, at der lokalt kan blive tale om decideret skybrud. Dvs. der falder 15 mm eller mere på 30 min.